brændemærkning… hvorfor dog?

Nogle synes det er fantastisk – andre finder det helt ude i hampen.Sådan er vi så forskellige og generelt gælder det vel alle steder. Nogle kan ikke forstå andres trang og fetich omkring piercinger og tatoveringer.

HVAD er det jeg finder så stor og smukt ved et brændemærke?

I bund og grund er det jo absolut unødvendigt. Lige så vel som det i bund og grund kan være unødvendigt at lade sig vie. Det ahndler om drømme, forestillinger og følelser. Der er intet der i praksis taler for en brændemærkning, for i bund og grund burde det intet ændre ved eller for forholdet. Ligeså lidt som at et giftemål burde ændre noget for et parforhold. Hvorfor bruger mange så rigtig mange penge på et storstilet bryllup, når det lige så vel kunne ordnes på et rådhus?

For mig handler brændemærkningen om disse følelser. Jeg bliver så vanvittig stolt af at H ønsker at jeg skal bære Hans mærke. Det er som et segl på kuverten – endegyldigt i og med at det er et varigt mærke. Der er gået mange overvejelser forud. Selvfølgelig er der det. Og i skrivende stund kan det være enormt svært at sætte ord på. Det føles rigtigt – jeg er ikke et sekund i tvivl om at dette er rigtigt for os.  For kort tid siden oplevede jeg at gå fra Ham – og dette korte brud satte nogle bestemte ting i relief og gør det til stadighed. Bruddet understregede det dybere forhold, de dybere følelser – hvad Han rent faktisk betød for mig og vice versa. Derfor ved jeg også at dette mærke for mig vil være mere end blot et stempel på noget BDSm. Det er mit lille bryllup inde i mit sind og mit hjerte. Det er ganske unødvendigt  – for mærket bør ikke ændre noget ved vores forhold, men det er en manifestation af vores forhold – af det vi føler og er for hinanden.

Jeg føler det er et livets mærke. Dette er MIT liv og jeg ønsker at livet sætter sit præg på mig. Det sætter sig spor på mit indvendige lærred.

Jeg tror så også at jeg er en mærke-freak. Jeg elsker at se mærkerne efter H’s brug af mig. Mærkerne i sig selv sætter mig i et helt andet gear. Jeg kan dvæle ved dem – elsker at følge deres udvikling. forundres over dem. Så for mig ligger det måske mere til højrebenet – mere naturligt at ønske mig H’s mærke.

Livet leves uden nogen form for garantier. Jeg ved ikke hvad morgendagen bringer… Den sikkerhed får ingen af os. Det betyder så ikke at jeg ikke har gjort mig overvejelser omkring hvis vores kærlighed til hinanden dør ud eller noget andet frygteligt skulle ske. Ville jeg så med samme glæde kunne se på mit mærke. Her er det, jeg vender tilbage til mit indvendige lærred. For intet mærke vil i mit hoved kunne stå mål med de indvendige mærker. Et mærke er i bund og grund intet mere end en prægning. Symbolikken er psykologisk. Et mærkes værdi kan ændre sig alt efter hvad man tillægger det.

Jeg har ar – jeg har “fejl” på min hud – men hvilken værdi jeg tillægger er jo helt mit eget valg.

At jeg ikke har set hvilket mærke, H har valgt skal pryde min krop, er mit eget valg. Designet er Hans. Sådan skal det være i min verden. Derigennem får mærket for mig endnu mere dybde og symbolbetydning. Det er IKKE mit tillempede mærke – sådan et kan jeg til enhver tid selv vælge at få lavet.

Er det her så noget, jeg er blevet pålagt at gøre?

Nej – selvfølgelig er det ikke det. Ligesom dengang jeg fik mit halsbånd gik det meget lang tid med snak – snak om føelser og betydninger fra både Hans side og min side. H har altid sagt at hvad angår permanente mærke, vil han ingenlunde tvinge mig til. Det er MIT valg om jeg vil, men det vil gøre Ham stolt men at det er Han uanset.Så jeg føler meget det er noget vi har fælles om. Jeg kan ikke sige at beskutningen har været fælles, for den har Han truffet at NU skal det være og hvordan og hvorledes… Men jeg har givet det grønne lys – so to speak. Jeg har ytret mig at det ville gøre mig afsindig glad og stolt og meget andet hvis Han ønskede at mærke mig.

At jeg så til stadighed er helt kulret over at jeg ikke må se mærket inden… er vist et længerevarende mindfuck *G*

Bordet fangede…ØV

Det er sindssygt vildt! Jeg kan ike rigtig begribe det. Men det er sandt.

H har har “>bestilt jernet! Han har designet brændejernet og fået det lavet i Tyskland.

Flashback***

En rolig aften i den lune hule. Sådan ganske hverdagsnormalt spørger H til hvordan og hvorledes jeg jeg “>egentlig tænkte det der med brændemærkning. Ville jeg jeg “>varskoes inden en evt. seance? Ville jeg se mærket/jernet inden? Hvor tænker jeg at det skal placeres, hvis nu…

Mit tv-kiggeri får en brat ende. Jeg mærker straks pulsen der stiger og hjerne der slår krøller. H smiler bare og kigger spørgende og insisterende på mig. “ØHHH” lyder det super intelligente og meget klare svar. Jeg hanker lidt op i mig selv og gennemtænker de stillede spørgsmål – måske en anelse for hurtigt set her i bakspejlet.

Joo – jeg ville da gerne vide det inden en evt.seance. NOK ville jeg jeg “>skide grønne julemænd i tiden op til,  men samtidig vil jeg gerne gennemleve den forventning, fryd og frygt inden ogdeltage i hvad Han nu synes er passende af evt. praktiske ting. Jeg kunne nok godt også få brug for en 50 eller ca deromkring lange snakke om OS og DET og det STORE skridt det er.

Han nikker og smiler indbydende og opfordrende

Jeg ville egentlig ikke se mærket inden, da jeg tænker at det kunne være en spændingsfaktor at se hvad Han vælger at pryde min krop med. Jeg ville gerne forholde mig til mærket – ikke jernet.

Han smiler skælmsk og hmmm’er…

Hvorhenne? Selvfølgelig et sted hvor det ikke fysiologisk kan gøre skade og hvor det æstetisk ville tage sig bedst ud og fryde Hans øje mest. Jeg tænker balle, øvre lår eller noget i den stil…

Jeg Jeg “>kigger lidt sådan stolt på Ham. Jeg er da dygtig med såda nogle flotte og velovervejede svar.

Flashforward til et par dage senere’***

“Nu er du helt sikker på at du ikke vil se jernet inden??” H kigger kigger “>drillende. “Jo jo… det tror jeg da” svarer jeg let undvigende.  Han kigger på mig på DEN måde – som en stor kat, der lurer drillende på sit bytte. “JA – jeg jeg “>skulle bare være jeg “>helt sikker, for det er designet og er ved at blive lavet nu!” Kaffen rammer næsten pc-skærmen. Vantro udbryder jeg jeg “>meget lidt slavinde-agtigt… HAR DU BESTILT??? Min underkæbe hænger på gulvet og mine øjne popper næsten ud af mit hovedet. Så bliver jeg helt vild. Jeg Jeg “>tigger, jeg trygler, jeg kvinde-lister… ÅRHHHH MÅ jeg ikke nok se det? PLEAAASE. Men næææ nje. Jeg havde jo sagt nej tak til at lure det inden.

Jeg er ved at nærme mig hysteri og kan mærke min kontrol smuldrer væk under mig. Et øjeblik ser jeg mig selv planlægge et pc-hacking forsøg af Hans pc – bare lige et lille kig.

Gid en vis person havde min nysgerrighed og mine “kloge” svar.

Endnu værre bliver det da H meldeler at nu er jernet færdigt – at det er meget smukt – og at RTL har filmet en del af tilblivelsen af jernet ude hos ham kunstneren. Og det forresten lige er blevet sendt afsted dernedefra. Jeg hulkede af indestængt nysgerrighed og mine nerver er flossede. Alt imens går H rundt og er så møg-hemmelighedsfuld og jeg kan næsten ikke klare det.

Hvem var hjemme da posten afleverede pakken?????????????

Jeg kvitterede for den – rystede den lidt (som om at det ville give mig noget clue omkring designet!!??!!) og satte den fra mig på spisebordet. Kaffe og et desperat forsøg på røntgen syn.

jeg åbnede den selvfølgelig ikke! Jeg ikke engang pillede lidt ved tapen. I stedet har jeg jeg “>kapituleret – som en anden slukøret hund sidder jeg bare og helt apatisk overgive mig til skæbnens hårde dom og livets uretfærdigheder. BORDET FANGER…?)”¤)(“¤Y)Y osse!!

Der er laaaaang tid til at jeg får mærket at se – ifølge H. Men jeg glæder mig og er pokkers stolt over at Han vælger at sætte sit helt eget præg på den kvinde, Han med rette kan kalde SIN.

Flere – og til den tid modne og dybe – tanker og ord omkring den kæmpe ydmyghed jeg føler overfor Ham og Hans valg at mærke mig.

Grrr – pas på…

Jeg bider lidt i tiden. Det er absolut ikke med min gode vilje og det blive ej heller påskønnet- det er ganske forfærdeligt.

Jeg ved ikke hvad der går af mig, men jeg vrisser løs og HRMPF – ord baner sig vej ud af min mund. Mit fokus er bare overhovedet ikke rettet ind. Jeg dalrer rundt i mine andre sfærer og særdeleshed dette hersennye arbejde tager en masse fokus. Der er jo en masse nyt at forholde sig til.

Så jeg ser mig selv bide løs, mens jeg sekundet efter græmmes – og derefter må kaste det fra mig.

Så nu nyder jeg at det er blevet weekend, at jeg kan tage arbejdstøjet af og hvile hovedet lidt. For en stund indtage pladsen ved H’s fod og bare tømme hovedet for alt andet fokus end H.

Jeg har overhovedet ikke lyst til at være en bidsk huntæve…!!

Den største overvindelse

En gang for laaang tiden stod jeg under bruseren. Nynnende – glad – sådan helt almindeligt. H kommer ud på badeværelset og smutter ind til i vores tiny lille bruseniche. Man kan ikke andet end være tæt på hinanden derude. Han laver lidt magi med fingrene og jeg er ved at svømme lidt væk. Et fast tag om mit ene bryst og jeg ser DEN. En ultra tynd akupunktur nål, der nærmer sig med bryst. Jeg ved ikke om jeg kan beskrives som værende panisk elelr hysterisk, men jeg mærker med den samme geleen i knæene, pulsslagene der dunker af sted. Mit hud forvandles til et levende panser. Nålen KAN ikke trænge igennem den tynde og bløde hud.

En anden oplevelse var hvor H med samme type nål lod den køre hen over min hud. DER blev jeg panisk. Jeg var så hundeangst og seancen sluttede der.

Hvorfor så krydse denne grænse?

1) Jeg vil så pokkers gerne gøre H stolt. Det vil samtidig gøre mig uendelig stolt at jeg kan/kunne krydse den grænse, hvor svær og uoverkommelig den så end forekom.

2) I’m a girl. Jeg elsker bling bling ting og jeg er så forgabt i de utrolig æstetiske billeder af nålecorsager m.m. Sådan en kunne jeg da også godt tænke mig at få lavet.

Og der er sikkert en masse andre grunde, jeg ikke lige kan komme i tanke om nu.

Efterhånden modnede tanken sig. Jeg kan nu stadig overhovedet ikke tåle at se andre blive stukket – heller ikke på tv’et. Jeg kan ikek sige præcist hvad der gjorde det endelig udslag.  Har det været et snedigt udtænkt hjernemanipulation fra H’s side?

Uanset har jeg under ingen omstændigheder følt mig presset. Nålene har jeg selv kredset om. Taget en ud af pakningen – studeret de forskellige typer – prøvende prikket lidt i min egen hud, mens jeg hyper-ventilerede og kunne mærke blodet forsvinde fra hjernen. Jeg har grebet mig selv i at mærke – altså virkelig mærke hvad der var fysisk smerte og hjernemæssigt bedrag.

Talen mkring nåle har jeg de seneste måneder bragt på banen. Små dialoger omkring hvad nu hvis..? Hvordan kunne H tænke sig at det skulle foregå, hvis nu…?

Og det kom slet ikke til at foregå sådan som det ar tænkt. OVERHOVEDET ikke. Men jeg tror at det var godt at det foregik som det gjorde. Egentlig ahvde jeg her i begyndelsen af ferien spurgt til OM vi kunne gøre det i ferien. Men vi nåede det aldrig. Dagene gik og en anden seance i midten af ugen blev med et andet fokus. (Nice fokus btw).

Så sidste feriedag om aftenen – jeg sad lidt på nåle (haha) i sofaen. Vaklede mellem OM jeg skulle spørge igen eller..? En lille replik først på dagen fra H’s side, havde endnu engang fået mine tanker til at svirre omkring disse bæster. Jeg tog modet til mig. Det var ikke en seance hvor noget blev blæst op. Det var ikek en seance, hvor jeg skulle bringes  nogen steder hen – det var udelukkende et eksperiment. Jeg kan huske at jeg tænkte at det var rart at det “bare” var denne helt simple form, for jeg kunne ikke køre mig selv op inden.

Nåle fundet frem, madras på gulvet og jeg smed mig. H’s stemme der blidt fortalte mig at trække vejret, kærtegnede min krop med bløde hænder og min hånd på hans fod!! En lille kropskontakt, der som Han sagde kunne fortælle Ham hvor jeg var henne. Huden der blev afsprittet. Jeg kunne mærke jeg spændte – og … Øhhh… Han måtte så fortælle mig at nålen var sat i. Jeg måtte lige vende hovedet og se kanylen stikke op fra min balle. Jeg troede simpelthen ikke på det. Det var jo ingenting. Godt nok gjorde synet af kanylen at jeg kunne mærke blodet bruse og det var nok rigtig godt at jeg lå ned, men smerten… Det var jo ingenting. der er dog et område på mine baller hvor det gør lidt mere nas.

Smerten står slet ikke mål med det som jeg havde forestillet mig. Men jeg ved også med mig selv at jeg kun er ovre første lille bumb. Nåle ER en psykisk KÆMPE grænse. Når jeg ser dem, falder min hjerne omkuld. På samme måde kan jeg have det med mærker. at slagene i sig selv ikke er slemme slemme, men når jeg så ser de sort/violette mærker, SÅ SÅ … det må da bare gøre vildt ondt. Samtdig er jeg mærke-fikseret. Kan næsten ikke vente med at se dem i spejlet. Det er noget mærkeligt noget, men H spiller så fint på de tangenter hos mig.

Nålene var de mindste vi havde – de tyndeste og korteste. De er ikek sidste gang, at de kommer frem. De fordrer en god ro og næste gang bliver sikkert meget mere intimt, hvor jeg måske også kan se ud ver egne reaktioner og nyde synet af Ham, når Han laver de små kunstværker.

alt i alt var det en rigtig god oplevelse. Det var i mit hoved ikke en ting, jeg umiddelbart kunne tænde på denne gang, fori jeg har været så opslugt af at mærke og fokus var OM jeg var med. Jeg er ikke fortrolig med nålene. Det er ikke piece of cake. Men skridtet mod kropsudsmykninger kommer nærmere g nærmere. Mit klaver har lige fået en par tangents udbygninger.

Sidder lige og overvejer nu, hvad der er min absolutte no-go grænse. Jeg har været så opslugt af dette her nåle-halløj at alt andet næsten har været at foretrække.

Det må nok være sådan noget som suturer – sammensyninger. Og nåle i brystvorten/området omkring.

Det er mærkværdigt som ens verden pludselig kan udvide sig – og på den anden side af grænsen skal der tages stilling til nye ting.

er såååå stolt – STOR ting overvundet

Tekst vil følge, når jeg engang finder ord. Er I overhovedet klar over hvor stort det her er… Godt være det var små nåle og det kun var 7 stks og der er mange andre meget mere pinefulde steder at prikke dem i – men jeg GJORDE det. Og så var det der med at jeg vendte tilbage med flere ord senere…

En masse grimme ord

Jeg er møgsur – virkleig skuffet og arrig. Jeg er faktisk så vred at jeg er påfaldende tæt på at nærmer det rendyrkede enebarnssyndrom, hvor intet fornuftig slår igennem og jeg bare er XXX 5 år.

Hvad *masse grimme ord* ligner det at lukke blogs? NEJ – jeg mener at vi skal kæmpe. Så længe vi spejler vores liv og vores livsførelse er overensstemmelse med loven, så BLIV ved!!
JA – vi eksponerer os selv – JA vi tør vise vores liv i skygge sider som solskin. VI tør udstille vores livsvalg og vores tanker og vores fantasier, fordi de er OS. Når nogle dømmer os ude, når andre mener vores valg er forkerte, når moral og andet bliver draget i tvivl så KAN det gøre ondt. Men det ændrer jo ikke noget ved vores liv… Det viser blot hvor forskellige vi er – hvad det virker for dig, virker måske ikke for mig – and so what… Jeg blev klogere og en anden blev måske klogere på sig selv og livet.

Jeg har altid ment at kunst gerne må provokere. Det skal røre ved noget. Det samme gør sig gældende for det der skal rykke hos mig. det er i mæødet med det jeg ikke forstår, det jeg ikke begriber og som jeg må stille spørgstegn ved, der udvikler mig og sætter mit eget liv og mine valg i relief.
Så jeg føler et oprigtig TAB når jeg læser at diverse blogs lukker. Der er nogle kilder, der bliver lukket ned – gardiner der rulles for og jeg føler mig ekskluderet. Mit enebarn skaber sig over det. det er ren afmagt for der er intet jeg kan gøre ved det. Jeg kan stå og råbe lidt her på egen blog og bande lidt i kommentarerne på andres blogs – men hvad.. det er jo ikke mit valg og jeg kender sikkert ikke alle bevæggrundene.

Men jeg er lidt som et barn, der har fået at vide at juleaften er aflyst i år. NEEIIII vel?!!! det kan amn da bare IKKE!!

Så lige nu er jeg i det mode at jeg har lyst til at forbande diverse blogsforfattere der vil lukke deres blogs. Jeg har følt og gør stadig en mærkværdig fællesskabsfølelse med jer andre BDSm-bloggere. Jeg føler jeg kender jer – og nu fortæller nogle af jer så at I rejser til langbortistan. Jamen FEDT eller noget!! Jeg føler mig efterladt og jeg er på nippet til i min skuffelse og arrigskab at kalde jer KYLLINGER!!

Men det skal I ikke tage jer af. det er bare afmagt. Men I skal bare vide at der går noget fra mig – når I vælger at lukke jeres kanal ned – og det kan mit enebarn ikke li!!!!

Jeg synes I skulle blive ved med at kæmpe og være offentlige. Som pionerer for at vise omverdenen at der er andre måder at se verdenen på og leve i den på. at regnbuen har mange farver og paletten er stor. At nogle så ikke akn fordrage lilla, må blive deres problem!!
IHhh – hvis jeg bare kunne gøre noget!!!

Vil I nok blive, hva hva?!? Søde med-bloggere – det er faktsik lige ved at være forbudt at lukke blogs ned.

*En masse grimme ord*… ØØØØVVVVV!!!

Vanilieis med lakrids og KUNG FU LIVING

Meget mærkelig titel, men ikke desto mindre er det centeret for dette lille blogindlæg. Et lille spot-on fra en dag i mit liv.

Jeg elsker disse dage hvor tiden er langsom. Vi har ferie og ungerne er hjemme. Som altid, når de er her, dæmper den anden side sig. Vores liv antager et ydre er helt og aldeles vanillie-normalitet. Og jeg nyder det. Ja jeg nyder OGSÅ det.Men uanset hvor mange vaniliestænger, der skrabes ud i denne flødeis, så blive disse dage dog altid serveret med et skvis krymmel af lakrids. Sødt eller salt – det kommer helt an på H’s humør og lyster.

Generelt kan vi sove længe – eller længere end normalt. Ungerne elsker disse langsomme morgener, hvor de råhygger under deres dyner og ser tegnefilm. De trisser rundt med morgenhår og i pyjamas. Jeg vågner for det meste ved H’s hånd der søvnigt finder mig under min lune dyne. Hiver mig ind til Ham. Morgensex – I loooove it. Findes der en skønnere måde at vågne på?? Og her kommer der så den første fingersnip af lakrids. Enten “tvinges” jeg til en orgasme eller også holdes jeg hen… Nogle gange lyster Han at bruge mig og i særdeleshed min mund.

En tur på badeværelset – et fast tag i håret – en drillende finger i området kaldet for Sydpolen eller… Hans ideer er mange, men oftest står jeg uforløst og blød i knæene.

Morgenmaden er morgenhygge. Dagen går med almindelig ting – men igennem hele dagen strøes et lag af lakrids. Så er det en gennemgribende brystbehandling, så er det det den psykiske Dominans – drillende ordkløveri med dobbeltbetydninger. Jeg er måske til tider lidt mere kry, men mærker blikket og Han kan se at jeg vrider mig og småfnisende godt ved at jeg leger lidt med ilden. Men det er jo bare fis – rent og skær sjov og giver Ham jo en fin anledning til liiige at ælte baller (der lider af blå mærke-syndrom = de er lidt ømme).

Således er langt størsteparten af vores dage sammen. Uanset om vi har unger eller har almindelige arbejdsdage. Der er det her strejf af lakrids über alles.

Så jeg tror bare jeg vil opfinde et helt nyt begreb indenfor BDSm – ikke TPE eller 24/7 – men KUNG FU-LIVING… En læske-limonadeis med forfriskende cola og lime smag men med en pæn dejlig indpakning af noget lakrids.

Det er forresten også H’s favorit-is *S*

On the hills of Ice

Jeg er så fuld af ord at jeg knap ved hvor jeg skal starte og slutte og hvad der skal stå i midten.

Det drejer sig i alt sin enkelthed om et BDSm-event. Lørdag aften var sat i det sortes tegn. Som nogle af jer måske tidligere har læst, har jeg en tendens til sort hjerne ved sådanne arrangementer. Jeg VIL så gerne gøre alt korrekt, emn jeg kvajer mig, når der bare udøves den mindste form for mindfuck. Jeg hader det. Jeg har meget store forventninger til mig selv og mine intentioner er super gode. Men jeg falder bare igennem.

Et par dage forinden havde jeg chattet med en Herre, for hvem jeg har et godt kendskab til og nærer stor respekt for. I “sjov” fablede jeg i 3. person – jeg er rigtig god til det på skrift, emn så snart jeg skal tage det i tale, slår munden knuder. Ind i mellem har jeg stjerneøjeblikke og jeg er så stolt når det lykkes. Men min egen usikkerhed og ret høje forventninger spænder ben og jeg falder tilbage. det er ikek fordi at jeg direkte opfører mig forkert og er respektløs i det offentlige. Jeg tror langt de fleste kan se min ægrelse og min forvirring, når jeg kvajer mig mht. det sproglige.

I løbet af denne chat med føromtalte Herre kom vi naturligt ind på dette. Han foreslog mig at prøve det med 3. person i tale også. Han kunne nemt sætte sig ind i min usikkerhed – men fastholdt alligevel. Jeg forelagde det for H. Hvordan så Han på det og vigtigst af alt – ønskede Han det?

Vi talte frem og tilbage om fordele og ulemper – om mulige misforståelser og hvad det vil bringe frem. Så heri lå mit eksperiment. Og hvilket møg resultat. Det var nemt for mig at kropsligt og mentalt at leve slavinden ud – pakke hende helt ud. men sprogligt gik det ikek just til en 12′er på skalaen. Det var “nemt” sålænge andre tiltalte mig som “tøsen” eller i 3. person – men så snart nogle tiltalte mig med 2.person, knækkede kurven og jeg plabrede løs i 1. person.

Hvad gjorde det dog godt for?? At italesætte og omtale mig selv som “hun” kunne umiddelbart direkte afføde en vis distance mellem mig som XXX og slavinden. det er ikke sådan rollespilsagtigt, men gør altså et og andet. Det er bare lidt mere submissivt – understreger lige ærbødigheden.  Og det er som sagt rigtig nemt, sålænge andre “fodrer” den side af mig verbalt. Hunde nemt.

Jeg må træne det. Slå mig til tåls med at her er der bare noget jeg ikke kan shine med fra start men at denne begyndelse er svær.

der skete mange fantastiske ting denne aften. Lige nu har ejg ikke det mentale overskud til at berette om alle. Der var gensyn og nye syn. Der var smerte og kærlighed – der var stemninger og sensualitet.

Det var på trods af min stammende tale – en rigtig succes *S*

Snart nyt…

fra BDSm-fronten. I morgen drager vi afsted til et event på djævleøen – det glæder jeg mig meget til.

Der er sket en hel del på vanillie-fronten for mig. Jeg er kommet i den lykkelige situation at jeg har fået nyt arbejde – et sted, der må betegnes som værende så tæt på ønskestedet som muligt. Så pt. oser jeg ret meget af selvtillid *G*…

Dette har afstedkommet et lille, men dog seriøst, nyt projekt for mig – som I givetvist vil høre nærmere om. Man kan måske kalde det et lille eksperiment *S*…

God weekend i blogland

Mit syn på ejerskab…

Tankerne omkring ejerskab har skabt tårnhøje bølger på et andet site og på enkelte blogs rundt i blog-landet har andre gvet deres tanker til kende.

Det er mest de slavinder, der kendertegner sig selv som værende 24/7, der har skrevet omkring dette.

Jeg er jo ikke som sådan 24/7. Jeg er 24/7 hegivenhed og mine følelser er der jo også altid. subtilt kører der altid et spil, men stadig vil jeg ikke betegne mig som værende en 24/7 slavinde, for mine andre sider i mig presser sg også på og jeg er også glad for at være provokerende, egoistisk, lalleglad og superoverfladisk til tider. Jeg har ikek fokus på H’s behov altid og jeg har heller ikke en masse regler i hverdagen. Og når det så er sagt, så synes jeg det er fint at andre kan leve den side fuldt ud af dem selv. Jeg er bare mig – og det er så fint nok her.

Men betyder det så ikke at jeg er ejet? Ihh jo – vil jeg driste mig til at sige. For selvom H’s ejerskab ikke rækker så vidt som at Han lyster at ville bestemmer eller drage beslutninger omring ting der involverer min fremtid i form af arbejde, indflydelse udenfor hjemmet mv. så føler jeg mig da ejet. Han ejer jo min kærlighed, min hengivenhed og Han er er den eneste for hvem jeg har underkastet mig.

Min vilje… er ikke i Hans lomme. Til dagligt er der ikke noget med at Han har det sidste ord. Det er ikke den enes vilje der overtrumfer den andens. Men sjovt nok har jeg aldrig set det med at overlade min vilje til Ham, som et udtryk for et manglende ejerskab. Min vilje er jo kun en del af mig og jeg ser det som en absolut positiv at det ikke nået dertil, hvor den ene overtrumfer den anden. Min vilje fortælle mig jo at jeg VIL ham og jeg VIL glæde Ham. Måske det er derfor at straf også klinger slemt i mig. Jeg gør det jo af egen FRI VILJE. Jeg har hengivet mig HAM af fri vilje. Ikke overdraget min vilje – men når Han fortæller mig at jeg skal gøre dit elelr dat, så gør jeg det fordi jeg VIL og ønsker at lyde Ham.

Hvad så når det er svært? hvad så når Han beder mig om ting jeg ikke lyster?

Jeg ved det ikke, for jeg har ikke oplevet det. Jeg har ikke følt mig begrænset. Tværtimod har jeg følt og føler mig friere. Jeg føler at H ser mig bedre og giver mig den tid, der tager for at jeg er klar til at honere hans lyster og krav.

så i mine øjne er ejerskab ikek noget der skal betvinge noget for at være ultimativ rigtig.

Groft sat op ønsker en hundeejer jo heller ikke at begrænse hans hund. Han ønsker at se hunden udfolde sig, bruge dens talenter. Og ypperst er vek når hunden er befriet for sin lænke, ikke er påtunget eller underlagt, men følger ejeren af egen fri vilje – for da ser jeg det som det ultimative partnerskab.Hunden ser ejeren som en leder, der finder den bedste vej.

Sådan ser jeg lidt mig selv. som en hund uden den synlig lænke. (ja ok… kunne nok godt have brugt et mere flatterende billede istedet for en hund, men hvad *G*)der glad følger sin ejer, fordi her er den fri og beskyttet og føler stor hengivenhed.Her har den den fundet den vejleder og som den ikke kun følger blindt, men på trods af farer VÆlGER at følge, fordi den tror og håber at ejeren ved bedst.

Hvem er nu mest ejet? den hund der er lænket derhjemme ved sin Herre eller den hund der befinder sig ved fodenden – hvor døren aldrig er låst og “friheden” altid er lige rundt om hjørnet?

Når jeg tænker over det, kan jeg meget vel bruge det hunde-billede. Hvis jeg blev sat overfor et uhyggeligt svært valg, hvor meget vil stride mig imod – af ting jeg umiddelbart kan nævne, må det vel i min lille verden være nålene. Ja så nytter det ikke at H tager et fast og kontant greb i min lænke og fører mig hen til og igennem. Hunden vil også vægre sig, vil kæmpe imod. Jeg gør som hunden uden lænke, der når H kalder og byder mig at gå gennem oget ubehageligt/farligt – ja så sætter jeg mig på halen. Kigger meget undrende og overvejer en stund. På et tidspunkt giver jeg mig for min LYST fortæller mig at på trods af faren VIL jeg være ved Ham og følges med Ham og ønsker at gøre Ham glad og stolt. Så springer jeg Ham glad i møde og følger Ham.

Jeg tror ikke man kan sidestille BDSM-ejerskab med en ting – en bil f.eks. En bil har aldrig haft en egen vilje. år amn ejer noget med liv og sjæl og vilje, så behandler man det med den fornødne respekt for eks. det dyrs specielle karateristika. Eks. giver man katten et kradsebræt, fordi det er i dens natur og gør katten mere tilpas at kradse i noget. På akkurat samme vis ser jeg Herren gør med sin slave. H*n kender slavens natur. Bøjer ikke den mere end hvad der gør slaven godt. Fratager ikke slaven ting, der giver slaven mindre trivsel. Så ejerskab forpligter i den grad.

Så måske det er meget godt, at jeg ikke føler, at jeg er blevet budt ting, der strider mig direkte imod. Fordi Han kender mig så godt og min natur og dermed ved hvad Han skal fremelske og fremhæve fremfor at begrænse. Sådan føler jeg det.

Og skal jeg vende tilbage til mit lille problem omkring nåle. Der hvor jeg har stødt på noget ubehageligt, men som jeg ved at Han gerne vil føre mig frem til og opleve. Han har ikke truffet en beslutning om at NU skal det være. Han har på en mærkværdig vis ladet mig sidde lidt som den der føromtalte hnd på halen. Ladet mig snuse til nålene. Min egen nysgerrighed har ofte ført mig vejen forbi disse nåle – og nu oplever Han så den store glæde at jeg selv kommer og udtrykke at NU er jeg klar. Nu vil jeg gerne prøve.

(At jeg så ikke får lov til at bestemme hvor og hvornår – er en anden sag – det betyder jo så nok bare at jeg efterhånden må tigge om dem… Kna vi liiige tale om hjernefuskeri her!!! SNYD!!)

Et ord – et løfte om ejerskab – er ikke nok for mig for at blive. Det er ikek ordet der binder mig til Ham. Det er ikek et afgivet løfte, der udgører min lænke og som markerer min følelse af ejerskab. Det er denne til stadighed VILLETHED. At jeg igen og igen VÆLGER  at følge Ham, fordi jeg ikke kna lade være. Fordi mine følelser binder mig til Ham. Fordi jeg STOLER på og har TILLID til Ham.

Så for mig at se kan ejerskabets også brydes. Den er faktisk relativ skrøbelig. Når tilliden går i stykker og hengivenheden dermed forsvinder, så er lænken brudt.At den er skrøbelig, betyder i min verden så også at den er unik og fin. At den å værnes og værdsættes og aldrig tages for givet. Deri ser jeg at jeg til stadighed overdrager Ham den største gave jeg kan give.