Overgange

Min dårlige samvittighed hamrer mig i knolden. Jeg er mor. Overlykkelig for mine børn og mit pap-barn. Da veerne fortog sig og jeg havde født, var der så ingen, der havde fortalt mig at sammen med moderkagen kom ud, så blev “dårlig samvittighed” og “angst” puttet op. Jo – selvfølgelig havde jeg fpet det at vide, men ingen kan vel bare have den mindste forestilling om hvad det indebærer førend man selv står der. 

Min eks og jeg har en særdeles fornuftig dele-ordning. vi har dem lige meget og det betyder både en stor frihed for os begge samt en rimelig rutine-præget hverdag for ungerne. Sådan var vores intentioner og det ser ud til at det fungerer til alles bedste. Men det betyder også at der er perioder hvor jeg ikke ser mine børn i fem dage i træk. De sidste dage op til savner jeg dem. Jeg går ikke og tænker meget over det, men jeg kan mærke at jeg er lidt anderledes – lidt mere pirrelig, lidt mere ømskindet.

Så kommer de hjem, der er liv og glade dage. Jeg er mor all over. Og så går der ikke længe inden jeg savner at være lidt fri igen.  Skal lige vænne mig til at jeg tilsidesætter andre ting i mit liv – trykker på pauseknappen og venter – og ja længes.

Når ungerne er her, er vores spil nede på en meget lavt blus. Det er tale om ord, blikke og en skjult berøring. 

Det er nu ganske rart med disse overgange. Jeg når at længes og savne begge dele af mit liv. Og det er vel i grunden ikke så dårligt, at amn rent faktisk godt kan li sit liv. De første dage i hver sin lejr er som en lise – som kølig vand på en overophedet krop.  Heldigvis er min længsel og savn ikke så graverende da jeg ved at lige om lidt – lige om snart – så kommer det andet til at fylde mine dage. snart samværet med H og det frie spil. snart ungerne og det mere vanillieprægede og ofte lidt hektiske liv.

~ af lakajira på 12. februar 2009.