Dagene derpå…
I bund og grund er jeg relativ uerfaren. eller rettere jeg har trådt de første skridt, udforsket med H som navigator, men jeg forundres til stadighed hvordan jeg reagerer forskelligt. Hvordan en anden scene kan forandre indtrykket af strøm, pisk, spanskrøret og derigennem også outputtet i den anden ende, når seancen er slut.
Men selvom intet er vant eller forudsigeligt og heldigvis for det – begynder jeg alligevel at spore et vist mønster i mine reaktioner.
Der er selve slagene – de første minutter hvor ejg som tidligere skrevet bevæger mig susende gennem et følelses repetiore fra vrede, overgivelse, tuderi til helt fysisk at afgive kontrol. det er hårdt og jeg er endnu så ny heri at jeg ikke kan sige, at jeg føler mig helt på bølgelængde med denne udvikling. Jeg har i den grad brug for hjælp i disse faser – fordybelse og fuld opmærksomhed. Ellers sidder jeg fast på et af trinene. Jeg skal guides, føres og ledes igennem.
Det næste mønster… er nok det der bedst kan refereres til som aftercare. Det drejer som om dagene efter.
Dagen efter er jeg så higende efter at vise min hengivenhed. Jeg tror med rette at jeg kunne bruge hele dage i H’s favn. Jeg styrer mgi selvfølgelig – men netop det at vågne op sammen med H – mærke Ham og føle Hans kærlighed. Jeg føler det som om jeg suger alt Hans omsorg til mig og jeg higer efer den. Jeg er enormt sensitiv og har let ved at blive rørt.
2. dagen minder meget om, men jeg er dog mere normalt fungerende. Jeg har tendens til at være over-happy – lidt af en forelskelses-rus. Følelsen af at have oplevet noget stort, at være en del af noget unikt, at vores forhold er stærkt fylder emget. Salig er måske meget rammende.
3 dagen – lidt som at få tømmermænd. Et lille følelsesmæssigt dyk. Usikkerhed, nærtagenhed og kæmpe behov for blidhed, ømhed og nærvær. selvransagning omkring… Er det her nu det rette? Er jeg nu HELT med? H’s mimik studeres – ser Han mig? Er alt som det skal være. Usikkerhedsdagen skulle jeg måske døbe den.
4. dagen – alt efter hvordan 3. dagen er tacklet og forløbet – så er 4. dagen en lightversion af dag 3.
Og så endelig 5. dagen… registret er gennemløbet. Jeg går udfra at det er kemiske stoffer, der er ved at forlade min krop og at jeg på 5. dagen vender tilbage til normalen.
Kigger jeg lidt på min gennemløbne cyklus, kan jeg konkludere at jeg tager lang tid om at “komme” mig. At jeg jo længere og dybere jeg kommer ned, desto stærkere er mine efterreaktioner.
At jeg specielt på 3. og 4. dagen ikke kan klare en seance men har ekstremt brug for overdrevent danielle Steel agtig vanillie.
Det kræver meget energi at opleve disse store op og “ned” ture. Men heldigvis kan “ned”turene bruges positivt og vendes positivt – og jo bedre jeg er blevet tila t udtrykke mig, desto bedre gennemløber jeg disse faser.
Det er bare underligt, for jeg mindes slet ikke at de første seancer havde disse efterveer.
Dejligt indlæg… Jeg tror faktisk, jeg vil lave en lille log-bog over mine egne reaktioner, for hvis jeg gerne vil ha Han skal vide, hvornår jeg har brug for Ham, selvom vi jo ikke ses dagligt, er jeg jo nødt til at fortælle Ham hvornår det hele ramler for mig uden Hans støtte. Jeg følger dog til fulde erkendelsen af, at jo dybere det hele er gået ind, des større er behovet for omsorg siden. Dog kan ting virke dybe og store den ene dag og knapt så dybe en anden. Faktisk tror jeg “efter-mønstret” ligner meget mit… Tak fordi du fik sat nogle ord på.
Mylardatter